Opskrift på hæklede grydelapper med bobbelmønster / Crochet Potholders Pattern

Så fik jeg lavet den anden grydelap færdig så den kan gøre sin makker som jeg viste HER selskab.
Endnu engang bliver jeg altså lige nødt til at fortælle at jeg er super tilfreds med resultatet!
Jeg har fået griflet en opskrift ned så giv gerne et prej hvis du giver dig i kast med dem, så linker jeg til dit resultat – det er så fedt at se de forskellige variationer og fortolkninger :)

Update: Se Annes HER og HER, Hannes HER, Annettes HER, Trines HER, Freyas HER, Katrines HER, Ottilies HER, Frøken F HER og Mettes HER og Marias HER :)

OBS! Opskrifterne er kun til privat brug – så du har hverken lov til at sælge opskriften eller de ting du laver/hækler ud fra den.

OBS! Jeg hækler forholdsvis stramt så det er muligt at du er nødt til at småjustere med flere eller færre rækker på de to dele.

Opskrift
Hæklenål #3
2 nøgler bomuldgarn + rester til mønster (Jeg har brugt garn fra Søstrene Grene)
Thermium (kan købes HER)(kan udelades)
Rund elastik (Købt i Stof2000)
Sytråd

rk    = række
lm    = luftmaske
fm    = fastmaske
boble = i den samme maske hækler du følgende: slå om og lav en stangmaske hvor du venter med at trække igennem den sidste løkke, dette gentager du så du ender med at have 5 løkker på nålen, så slår du om og trækker garnet med tilbage gennem alle 5 løkker – se vejledning HER eller søg på Youtube efter “bubble stitch”

Forside
Slå 35 lm op, vend med 1 lm (36 lm i alt)
1 rk     1 fm i hver m, vend med 1 lm
2 rk     1 fm, 1 boble, gentag og slut med en fm i sidste m, vend med 1 lm.
Gentag rk 1 og rk 2 til du har ialt 23 boble-rækker
Slut med rk 1.
Luk af og hæft ender.

Bagside
Slå 35 lm op, vend med 1 lm (36 lm i alt)
1-60 rk  1 fm i hver, vend med 1 lm(stykket er nu en smule mindre end forstykket)
Tag mål til  thermium-laget (det må gerne være en lille smule mindre end bagsiden da det ellers er svært at hækle sammen uden at du hiver hvide fibre med).
Hækl en række fm hele vejen rundt – klip IKKE snoren da du skal hækle de to lag sammen senere. Først skal du nu gøre de andre dele klar til sammenhækling.

Sy themium laget på bagsiden for at sikre at det ikke folder sammen ved vask – jeg har givet den et par ekstra stikninger for syns skyld ;) (kan udelades)

Hank
Klip et stykke elastik på ca. 10 centimer, bind en knude og stram godt til, klip de løse ender af. (se billeder)

Nu er du klar til at hækle de to lag sammen. Hækl dem sammen fra forsiden, så du starter med at hækle toppen. Når du kommer til hjørnet placerer du elastikken i venstre hjørne (set fra forsiden) og hækler omkring den.

På den lange led er der for mange masker på bagsiden i forhold til forsiden så der kan du springe enten hver 4 maske over eller hækle 3 og 4 sammen på bagside-delen. – prøv dig frem :)
Det kan godt være lidt svært at få til at passe heeelt præcist så vær ikke bange for at hækle 2 sammen hvis det er nødvendigt.

Slut med en km og luk af og hæft ender.

God fornøjelse :)

Hæklede grydelapper med bobler

Jeg har været rimelig tilfreds med de grydelapper som jeg viste HER og som efterhånden har spredt sig i blogland og som også en del venner og familie har fået i gave. Men hånden på hjertet, så er der en ting der har naget mig, nemlig at de faktisk er en smule for tynde og at man ikke kan bruge dem til at tage de helt tunge ting ud af ovnen med. Som designer er det en mission der ikke er fuldført, så jeg har længe haft et ønske om at få lavet nogle hæklede grydelapper som både var lækre for øjet og hvor funktionen var i top – efter at have leget med boble-masker har jeg endelig fået lavet et bud på et sæt lækre grydelapper som ikke kun er til pynt ;) Jeg er kun nået at blive færdig med den ene men bliver simpelthen nødt til at vise dem frem da jeg synes de er blevet mega fede – når jeg har fået lavet den anden færdig lægger jeg også en opskrift/DIY ud ;)

Jeg har gjort dem et hak større efter mandens ønske og så er der syet et Themo-lag imellem :) De tager længere tid at lave end de andre men synes det er hele arbejdet værd!

Update: Så var der en opskrift klar lige HER :)

Forside med bobler.
Bagside: Thermolaget er hæftet med neongul sytråd så det ikke krøller sammen i vask.
Neongul elastik som hank.
Den har en god, stor flade…
Tykke og med themo-lag…
Her ligger sættet sammen, mangler bare liiige at gøre den anden helt færdig ;)

Give Away – hæklede grydelapper

Som den kære Narcissus har jeg siddet og stirret på mine smukke grydelapper og er blevet helt forelsket i dem! ;) Jeg kan slet ikke lade være med at hækle flere og derfor udlodder jeg nu et par.
De bliver magen til dem du ser HER (dog uden fejl;) )

Update: Vinderen er trukket – se HER


Har du lyst til at deltage er reglerne som følgende:

1 lod     – blive/være fast læser + kommentar
2 lodder  – blive/være fast læser + kommentar + link til give away (lån gerne billedet)

Husk at skrive hvor mange lodder du deltager med! – jeg regner med at trække vinderen d.25 september :)

OBS: Hvis du ikke har en blog så husk at skriv din mail så jeg kan få fat på dig.


Så var der et sæt!

SÅ fik jeg endelig en makker til den orange grydelap, nemlig en pink! :)
Som man kan se på billedet hvor de ligger ved siden af hinanden, kom jeg til at lave en DOOH-fejl på den orange. Jeg glemte nemlig at springe hver 3 maske over i den orange side…hmmm…vi kalder det en prototype! ;D Men den pink blev helt perfekt så nu skal de ud i køkkenet og hænge og så bliver jeg vidst nødt til at bage noget rigtigt varmt så jeg kan teste dem!

De er hæklet med nål #4 men i noget tykt garn hvor anbefalingen var # 5-6. – Den farvede kant er i Muskat.
Se vejledning til teknikken HER.

BTW – hold øje de næste par dage for jeg regner med at udlodde et par i en give away!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...